Portal 2 - still one of the best co-op games
Hvis du ikke kender Portal 2, hvor har du så været de sidste 10 år? Kort fortalt er det et puzzle-platformspil, hvor du og eventuelt en makker placerer portaler for at bevæge jer fra punkt A til punkt B. Hver spiller har to portaler, der er forbundet med hinanden. Når begge portaler er placeret, kan du gå igennem den ene og komme ud af den anden. Det kan lyde kompliceret, og det kræver lidt øvelse i starten, men det er et utroligt kreativt værktøj.
Portal 2 byder på en engagerende singleplayer- og co-op-kampagne, hvor robotten GLaDOS imponerer med sin markante personlighed og skarpe, sarkastiske humor, der altid kommenterer dine resultater efter hver triumf.
Dog har jeg tilbragt langt størstedelen af min tid i deres såkaldte community chambers, altså baner skabt af spillere. Denne funktion ses i flere spil, men fungerer ikke altid optimalt. For eksempel i Escape Simulator er de genstande, som spillere kan arbejde med, ret begrænsede – en bog med fast tekst giver kun begrænsede muligheder. I Portal 2 fungerer det derimod fremragende, fordi spillet handler om platform-gåder. Spillere arbejder med vægge, rør, platforme og andre mekanikker, som kan kombineres på utallige måder, hvilket skaber både udfordrende og kreative baner.
Den eneste udfordring er at finde en partner, der matcher dit tempo – ellers risikerer co-op oplevelsen at blive ensidig, hvor den ene blot guider den anden, og spillet føles mere som singleplayer.
Sammenlignet med andre co-op spil som A Way Out, It Takes Two og Split Fiction demonstrerer Portal 2, hvordan teamwork og kreativitet kan forenes på et højt niveau. Selv mere end ti år efter udgivelsen er spillet stadig både udfordrende, underholdende og innovativt.
Det er dog ikke det bedste co-op spil, hvis du spørger mig. Den titel tilhører stadig We Were Here, en spilserie du kan læse mere om her
Billedkredit: Screenshot fra Portal 2, Valve Corporation

